Basico Tre Ting Jeg Har Laert Som Ny Leder (1)

Tre ting, jeg har lært som ny leder

Læsetid: 10 minutter

Karrieremailen
Giver dig nys om åbne stillinger, artikler om konsulentlivet og guldkorn til jobjagten.
TILMELD DIG
Pernille Ehlers-Hansen

Pernille Ehlers-Hansen

Senior Communication Consultant

01. oktober 2024

Ledelse er komplekst. For hvordan bruger du dig selv og dine erfaringer bedst, når du skal guide og coache? Vi har sat Anne Cathrine Hoegh Toft, der er manager i CFO Services og karrierecoach for yngre Basico’ere, stævne. Hun har været igennem Basicos forløb for nye ledere, og vi har spurgt ind til, hvilke tre ting Anne Cathrine har lært som ny leder. Så læs med, og få inspiration til din egen lederpraksis.

Anne Cathrine blev Basico’er efter fem år i forskellige finansielle roller på tværs af landegrænser hos Ecco Shoes. Hun begyndte som seniorkonsulent i CFO Services, og i dag er hun manager.  

Hun har desuden været karrierecoach for yngre Basico’ere siden sommeren 2023: 

"Som karrierecoach handler det om at støtte deres rejse og finde ud af, hvor deres interesser ligger, hvor vil de gerne udvikle sig, og hvordan sikrer vi, at der hele tiden bliver bygget oven på ‒ både med intern og ekstern uddannelse, men også på de opgaver, de er på." 

Tiden som karrierecoach og ny leder har for Anne Cathrine været udfordrende og udviklende – og det har medført en række værdifulde refleksioner. De handler om kommunikation, om at man ikke ved alt, og om at skabe rum for forskellighed. De erkendelser deler vi her.  

Hvad er en karrierecoach hos Basico?

En karrierecoach hos Basico er en rolle, hvor du bringer din erfaring i spil ved at udvikle og støtte den næste generation af talenter, der typisk er på konsulent-niveau og derfor i begyndelsen af deres karriere. Du giver sparring, deler din faglige indsigt og guider dem gennem deres professionelle udvikling. Karrierecoachen kigger på det brede perspektiv: Hvad er den næste opgave, du skal gå efter? Hvad drømmer du om? Hvor er dine styrker og svagheder, og hvordan begynder vi at arbejde med dem?

1.   Hellere kommunikere for meget end for lidt 

Mit første år som karrierecoach har gjort mig endnu mere opmærksom på mine egne præferencer og min egen personlighed, og hvordan den spiller ind i min ledelsesstil og mit udviklingspotentiale som leder. En af mine første erkendelser som leder er vigtigheden af klar og hyppig kommunikation. Det ligger ikke naturligt til mig, så jeg er blevet bevidst om, at jeg godt kan kommunikere for lidt.

Jeg arbejder derfor med at sikre, at jeg får kommunikeret nok. Jeg er mest en form for distance-leder for mine konsulenter, fordi vi ikke altid arbejder under samme tag. Min erfaring er, at det setup kræver en endnu højere grad af kommunikation fra alle parter, end det ellers ville. Når du ikke har den daglige kontakt, bliver den konstante forventningsafstemning virkelig vigtig.

Kommunikation handler i praksis også om lige at tage et skridt tilbage og være enige om, hvad det er, der skal ske, i stedet for at rykke videre til leverancerne med det samme. Så jeg ved, at jeg skal kommunikere 20% mere ‒ på tværs af alt ‒ om det er til folk, jeg leder for, eller for folk, der leder for mig. Det ved jeg, er noget, jeg skal arbejde aktivt på.

Det handler i virkeligheden også om at være tydelig og transparent – to egenskaber, som jeg selv værdsætter i en leder, og som jeg øver mig i at praktisere. 

2.   Find ro i, at du ikke altid ved det hele 

Som ny leder har jeg oplevet, at det er umuligt at vide alt, og det er helt i orden. Det kræver en accept af, at jeg godt kan støtte og guide uden nødvendigvis at kende til alle detaljerne. Jeg er sådan af natur, at jeg gerne vil sætte mig ind i alting, og det er bare ikke muligt. 

Jeg har tidligere kun prøvet at være helt tæt på som leder og have indblik i alt, så det her med at være mere faglig karrierecoach, men ikke nødvendigvis dagligdags opgaveleder, er nyt for mig.  

Og det er udfordrende, men også sjovt.   

Så det handler om at finde ro i, at du ikke altid ved det hele, og finde en måde at balancere det på, så du kan give den bedst mulige støtte ud fra de forudsætninger, du har. For ledelse handler ikke nødvendigvis om at have alle de rigtige svar, men om at stille de rigtige spørgsmål og guide bedst muligt i den udvikling, den ansatte er i.  

Og nogle gange løser du deres udfordringer, og nogle gange gør du ikke, og så må du tage de læringer med, det giver løbende. Du kan ikke forvente af dig selv, at du aldrig laver fejl som leder, for det gør du selvfølgelig også. 

Jeg er der ikke endnu, men jeg er på den rejse. Det er også en del af at blive en god leder, at du kan slippe kontrollen. 

Hvordan støtter Basico sine nye ledere? 

Når du bliver udnævnt som ny leder i Basico, får du en plads på vores 2-årige lederudviklingsforløb. Gennem forløbet undervises du både af kollegaer og eksperter, der sikrer, at du får det bedste grundlag for at lykkes med din ledelsespraksis. Og du får mulighed for at dykke ned i Basicos ledelsesværktøjer og arbejde med konstruktiv feedback og coaching-teknikker. Lederudvikling handler i høj grad også om dig og dit personlige lederskab. Derfor bliver du også undervist i emotionel intelligens, forskelligheder i teams og bevidsthed om "unconscious bias". Temaer, som hjælper dig i dit arbejde med dit personlige lederskab og – ikke mindst – hvordan du sætter det i spil i dagligdagens mange samarbejder og samtaler med dine medarbejdere.

3.   Skab et rum for forskellighed

I min nye rolle har jeg også erkendt, at det er virkelig vigtigt at kunne skabe plads til at lære hinanden at kende. Derfor arbejder jeg aktivt på at forstå de styrker og udfordringer hos dem, jeg er karrierecoach for. 

Jeg synes egentlig, jeg er en meget rummelig person. Men det er så vigtigt at kunne skabe et rum, hvor man godt kan være forskellige i vores tilgang til opgaver ‒ det har været en øjenåbner for mig. For det er ikke sikkert, at den, jeg sidder over for, gerne vil ledes, ligesom jeg vil ledes. Så jeg prøver at sætte mig ind i deres perspektiv.

Her ligger der også en erkendelse af, at den slags tager tid. Det tager tid at lære hinanden at kende, og det tager tid at forstå, hvordan den person, du er leder for, tænker og forstår verden ‒ og hvordan vil de gerne have feedback, hvordan vil de gerne have konstruktiv kritik, og hvordan du får skabt en god dialog om det. Og det er forskelligt for alle. Så det synes jeg hele tiden, at jeg bokser med, og det er svært nogle gange.

Du kan eksempelvis have to helt forskellige oplevelser af, hvordan et møde gik. Men vigtigheden ligger i at have en rummelighed for det. Det kan være noget så simpelt som at give plads til, at situationer opfattes forskelligt. Og det gør du blandt andet ved at stille spørgsmål i stedet for at komme med “sådan her ser jeg det”-tilgangen. 

På den måde får du også skubbet til dit eget perspektiv. Og det tror jeg, er sundt. 

Amalie Sofie Clausen

Amalie Sofie Clausen

Talent & Business Manager

+45 28 44 04 05

asclausen@basico.dk

Har du brug for sparring?

Er du på nippet til at påtage dig en lederrolle, eller søger du rådgivning i forbindelse med din nuværende lederpraksis? Vi tror på, at gennemsigtighed og dialog skaber de bedste forudsætninger for succes, både for dig og for os.

Du er derfor meget velkommen til at kontakte Manager Amalie Sofie Clausen for en uforpligtende samtale om, hvordan vi kan støtte dig i dine ledelsesmæssige udfordringer og ambitioner.